Skip to the content
Menu

Der er GULD i dit affald

Billunds unikke affaldsordning giver grøn gevinst for alle.


Unik affaldsordning i Billund

Billund Kommune er foran, med udnyttelse af succesen i sin unikke affaldsordning, der omdanner husholdningsaffald til biogas. Som den første kommune i landet har Billund et velfungerende system med effektiv kildesortering hos borgerne og en miljøvenlig omdannelse af affaldet til biogas i et unikt anlæg hos Billund Vand & Energi A/S.

Udnyttelse af madaffald til genanvendelse har fået ekstra fokus den seneste tid hos både fagfolk og politikere, og i dag har mange ministre personligt fået syn for sagen under besøg hos Billund Vand & Energi.

"Vi ser et klart potentiale i at udnytte den store erfaring hos kommunen og Billund Vand & Energi i nye, kommercielle sammenhænge" siger Borgmester Ib Kristensen, Billund Kommune.


Andre har givet op og mange flere er startet igen

"Vi har arbejdet med det her siden 1997 og som pilotprojekt siden 1993. Der har selvfølgelig været skepsis, men det er vigtigt at give borgerne ejerskab til både ansvaret og den store succes," forklarer ingeniør og miljøsagsbehandler Jytte Søgaard, Billund Kommune.

"Og så skal man ganske enkelt holde, hvad man lover. Hvert eneste kilo madaffald er blevet behandlet som madaffald hos os. Det er aldrig gået den anden vej – til forbrænding. Vores erfaring viser nemlig også, at vi selv skal være helt klar med de centrale systemer, når først ordningen kører," understreger Jytte Søgaard, der har været med siden starten på de allerførste forsøg.

Klar til at gå videre

Hos Billund Vand & Energi har man udnyttet erfaringerne i et nyt datterselskab, Billund Energi A/S. "Vi har en enestående chance for at tjene penge på vores viden til gavn for forbrugerne i hele Billund Kommune. Rigtigt mange aktører er meget interesseret i at lære af vores solide erfaringer. Det kan give en ekstra indtjening til gavn for alle borgerne og samtidig styrke kommunens erhvervs- og miljøprofil," siger direktør Ole P. Johnsen fra Billund Vand.

Der har selvfølgelig været skepsis, men det er vigtigt at give borgerne ejerskab til både ansvaret og den store succes
Fakta Om Billund Kommunes affaldsordning
  • Indsamling af sorteret madaffald startede i januar 1997 hos alle de ca. 7.000 husstande med kommunal renovationsordning i daværende Grindsted Kommune
      

  • I 2001 kom alle landejendomme med og efter kommunalreformen kom den gamle Billund Kommune med i oktober 2008, så der nu er ca. 12.700 husstande med
      

  • Hele ordningen fungerer med specielle papirsposer, der udleveres til husstandene til opsamling af madaffald i køkkenet. Poserne kan indgå i biogas-processen
      

  • Hver husstand har udendørs et dobbeltstativ med en 90 liters sæk til madaffald og 150 liter til restaffald. Sækkene indsamles hver anden uge, skiftevis madaffald og restaffald, på landet hentes begge sække samtidig hver 14. dag
      

  • Madaffaldet køres til biogasanlægget hos Billund Vand & Energi, der modtager ca. 1.800 ton om året. Målt på vægt svarer det til ca. 30 pct. af den samlede affaldsmængde, der indsamles som dagrenovation
       

  • Forgasningsanlægget hos Billund Vand & Energi producerer både el og varme og kan forsyne ca. 700 privatkunder med strøm og 190 kunder med varme med energi indholdet fra madaffald fra Billund Kommune.