Kom af med dine tagplader
Se 5 trin til, hvordan du kommer af med dine tagplader og andre asbestplader.
1. Anmeld dit byggeaffald
Du skal anmelde dit byggeaffald, før du kan bestille bigbags.
Kryds af, at du kun har asbest. Så skal du fylde færre sider ud. Du skal vælge "kun asbest", selvom du ikke nødvendigvis har asbest i pladerne, da vi for en sikkerheds skyld behandler alle tagplader som asbestplader.
ANMELD DIT BYGNINGSAFFALD PÅ BYGNINGSAFFALD.DK
2. Bestil bigbags
Skriv, hvor mange bigbags, du skal bruge. Hver bigbag må indeholde op til 1 ton, og det svarer til omkring 50 tagplader.
Er du privat, skal du betale 400 kroner eksklusiv moms for hver bigbag.
Er du erhverv, skal du betale 1500 kroner eksklusiv moms for hver bigbag.
Prisen er inklusiv afhentning.
BESTIL BIGBAGS (OBS: Brug PC eller ANDROID Smartphone)
Du skal bruge enten almindelig PC eller Android mobil, når du skal bestille bigbags.
Der sker desværre en fejl, hvis du bruger styresystemet iOS, som typisk er på iPad og iPhone. Vi arbejder på at finde en løsning.
3. Hent dine bigbags
Vent med at hente din bigbags, til du modtager en bekræftelse på, at du kan afhente dem. Du kan forvente, at der går op til en uge, fra du har bestilt dem.
Du kan hente dine bigbags på genbrugspladserne i Grindsted eller Billund. Husk at printe bekræftelsen med ordrenummeret og tag den med.
4. Læg tagplader i bigbags
Dine bigbags skal stå
-
med stropperne opad
-
med teksten asbest vandret
-
så du kan lægge tagpladerne ind fra siden
-
så du kan lukke dine bigbags.
Du er som grundejer ansvarlig for dine tagplader, indtil vi henter dem.
5. Bestil afhentning
Du skal først bestille afhentning, når du har fyldt dine bigbags. Du får hentet dem inden for 14 dage.
BESTIL AFHENTNING AF DINE BIGBAGS
Arbejdsmiljø
Asbest er sundhedsskadeligt at arbejde med for både borgere og medarbejdere. Derfor vil vi undgå, at du og vores medarbejdere gentagne gange bliver udsat for asbest. Vi behandler alle tagplader som asbest, da vi ikke kan screene for asbest.
Ofte stillede spørgsmål
Hvad skal jeg opfylde for at få hentet mine tagplader?
Tilkørselsvejen skal være
-
Mindst 3,5 m i bredden og 4 m i højden
-
Med stabilgrus og skal kunne tåle tung trafik på op til 32 ton og et støttefodtryk på op til 20 ton
-
Fri mellem 7:00 og 18:00.
Afstanden skal være
-
Under 4 meter fra stabil holdeplads til bigbags
-
Mindst 150 cm til bygninger og lignende
-
Mindst 10 m frihøjde over enhederne. Det gælder også luftledninger.
Bigbagene skal stå med stropperne opad så kranen kan få fat, uden at de skal væltes rundt. Teksten "Asbest" skal stå vandret.
Hvad hvis jeg har maksimalt fem tagplader?
Så kan du selv aflevere tagpladerne på genbrugspladserne i Grindsted og Billund uden at anmelde det.
Kan virksomheder selv køre tagplader på deponiet?
Her skal du også melde det ind til os på forhånd på bygningsaffald.dk samt lave en deklaration til Deponi Syd.
Læs mere om deklarationer og priser til deponiet på Deponi Syds hjemmeside.