Skip to the content
Menu

Bedre teknikker giver renere vand i åen

Miljøindsatser handler nogle gange om det lange, seje træk, hvor man ikke kan se resultaterne lige med det samme.


Investering i bedre miljø

Vi skal investere i bedre miljø, så vores børn og børnebørn også kan bade i havet og drikke rent vand fra vandhanen i fremtiden. Vandet, vi renser, ledes via å-systemer til henholdsvis Ringkjøbing Fjord (Sdr. Omme Renseanlæg) og Vadehavet (øvrige renseanlæg).

EU udarbejder vandrammedirektiver, som medlemslandene skal overholde. Miljøstyrelsen laver 5-årige vandområdeplaner, som kommuner skal omsætte til indsatsplaner.

Læs mere om vandområdeplanerne for 2015-2021 her. 

Billund Kommune har på denne baggrund bl.a. bedt borgerne i Urup og Bøvl om at koble sig på offentlig spildevandsrensning fremfor privat nedsivning, ligesom de har bedt os om at rense spildevandet bedre på renseanlæggene.

Synlige resultater

Vi har derfor smøget ærmerne op og kan heldigvis nu se resultaterne af nogle af de investeringer, vi lavede tilbage i 2013-14, hvor der blev investeret hele 41 mio. i hhv. opdatering og bedre renseteknikker på Grindsted Renseanlæg, også kendt som Billund BioRefinery. Miljøstyrelsen støttede de nye teknologier med 14 mio kr.

Det har været alle pengene værd, for tallene viser nu, at vi renser bedre målt på alt, hvad vi måler på.

I årene fra 2015 til 2018 er udledningen af kvælstof og fosfor f.eks faldet med henholdsvis 8800 kg, svarende til 28% og 2800 kg, svarende til 56%. Det betyder, at så dyrelivet, planterne og den omgivende natur nu kan nyde endnu godt af endnu renere vand i Grindsted Å.

Figur 1: Udledningen af Fosfor (P) 2015-2018

 

Figur 2: Udledningen af Kvælstof (N) 2015-2018

Helt overordnet er der virkelig sket store fremskridt de seneste 30 år på alle landets renseanlæg.

Det skete i kølvandet på de første EU vandrammedirektiver i 80’erne. Vi er allesammen er blevet meget bedre til at rense og lette naturen for udledning af næringsstoffer og organisk stof. Der udledes markant mindre af begge dele – se bare her:

Figur 3: De samlede udledninger af næringsstoffer og organisk stof målt i perioden 1989-2017. For dambrug og saltvandsbaseret fiskeopdræt er data fra 2008 benyttet for årene 2009 og 2010. 

Kilde: NOVANA - Punktkilder, Februar 2019, Miljøstyrelsen 

Graferne viser, hvad vi har gjort i lille Danmark siden de første vandmiljøplaner, men der er selvfølgelig et stykke vej, før vi får resten af Verden med på samme lave udledning.

Det glædelige er, at 193 af Verdens lande har skrevet under på FN’s Verdensmål, som er ambitiøse mål, der gælder for hele kloden - så der er vilje til forbedringer. Mål nr. 6 handler om rent vand og sanitet.

Læs mere om FN’s Verdensmål her.

Der er brug for store fremskridt på globalt plan – men det starter jo alt sammen med, at nogle tør gå forrest og tage de første konkrete og lokale skridt. Det gør vi i Billund Kommune.