Kloaksystemets opbygning
Billund Vands afløbssystem, eller i daglig tale kloaksystemet, kan være opbygget på to helt forskellige måder: enten som fællessystem eller som separatsystem. Ved henvendelse til til Plan og Projekt kan du få at vide, hvilket system du er koblet på.
Fællessystemet
I et fællessystem føres al spildevand, drænvand og regnvand fra en bydel gennem en fælles kloakledning til et renseanlæg.
Der er kun én ledning i gaden (hovedledningen) og kun én stikledning til hver grund. Al regnvand fra tage, veje og pladser føres også til hovedledningen i gaden.
Figur 1. Fællessystem. Al spildevand og regnvand fra en bydel føres til renseanlæg.
Hvis der ikke er plads i hovedledningen, sker der overløb til hav, sø eller å ved
overløbsbygværket. Tegner: Claus Riis
Figur 2. Afledning af spildevand og regnvand fra en ejendom gennem stikledning til
hovedledningen i et fællessystem. Tegner: Claus Riis
Når det regner, og der ikke længere er plads til regn- og spildevand i kloakken, løber vandet til et såkaldt overløbsbygværk.
Hvad er et overløbsbygværk?
I overløbsbygværket ledes det regn- og spildevand, som der ikke er plads til i kloakken, urenset eller kun lettere renset ud i sø, hav eller å.
Hvad er et bassin?
I stedet for at lede regn- og spildevand til sø, hav eller å, kan det ledes til et bassin. I bassinet gemmes det regn- og spildevand, som ikke kan være i selve kloakledningen. Det betyder færre overløb til sø, hav eller å. Bassiner i fællessystemer er normalt lukkede, underjordiske bassiner. Der findes dog åbne bassiner i fællessystemer.
Oversvømmelser i fællessystemer
I fællessystemer kan der af forskellige årsager opstå opstuvning eller opstemning:
-
Langvarig regn eller kraftige regnskyl
-
Forstoppelse
-
Højvande i hav/sø/å
-
For små ledninger
Langvarige regn eller kraftige regnskyl
Et regnskyl kan strække sig fra få minutter til flere dage. Inden for regnskyllet varierer intensiteten, snart regner det kraftigt og snart svagt. Det vil blive meget dyrt, hvis kloakkerne skulle være så store, at de kunne rumme al regnvand – hver gang det regner.
Langvarig regn
Langvarig regn fylder hele kloaksystemet med en blanding af regn- og spildevand. (Se hvad der sker under regn ved at klikke på billedet).
Når der ikke længere er plads i ledningerne, løber spildevand og regnvand via et overløbsbygværk ud i hav, sø eller å. Desuden vil vandet i sjældne tilfælde stige op i folks kældre. For at skabe bedre plads i kloaksystemet kan kommunen anlægge underjordiske bassiner. Effekten af bassiner er vist på figuren nedenfor, hvor det ses, at vandet gemmes i bassinet. Der er nu bedre plads i ledningerne, og der sker færre overløb til hav, sø eller å.
Kraftige regnskyl
Ved korte, kraftige regnskyl er der risiko for, at folks egne stikledninger og de mindste hovedledninger virker som ”flaskehals”. Spildevand og regnvand kan derfor ikke nå at komme hurtigt nok ud i de store hovedledninger eller til bassinet. Når der ikke længere er plads i ledningerne, stiger vandet i stedet for op i folks kældre. Figuren viser, at der kan være opstuvning i kældre og rør, selvom der faktisk er plads i bassinet.
Bassiner kan altså afhjælpe kælderoversvømmelser ved langvarig regn, men er ikke til nogen nytte ved korte kraftige regnskyl.
Hvis du vil se, hvad der sker i Billund Vand & Energis kloak, når det regner, så klik her.
Forstoppelse
Tilstopning af kloakken kan både opstå i din stikledning og i Billund Vand & Energis hovedledning ude i vejen. Tilstopningen kan også ske i vejens rendestensbrønde som tilhører Billund Kommune.
Tilstopning medfører, at spildevandet ikke kan løbe væk, og dette kan give opstuvning i kældre. Forstoppelser kan fjernes ved højtryksspuling eller rodskæring, som i nogle tilfælde udføres af Billund Vand & Energi og i andre tilfælde af private firmaer.
Er du i tvilv om hvem der har ansvaret kan du læse mere her om ejerskabsafgrænsninger.
Separatsystemet
I et separatsystem er spildevand og regnvand adskilt.
Spildevandet fra husstande og virksomheder ledes i én kloakledning til rensning på renseanlægget, mens regnvand fra tage, veje mv. ledes i en anden kloakledning til nærmeste sø, å eller hav. Der er derfor to hovedledninger. Det kræver også to stikledninger til hver grund og to ledningssystemer inde på grundene.
Problemer i separatsystemer
Hvis regnvandet er rent, vil det være en fordel med separat kloakering, idet regnvandet kan udledes til nærmeste vådområde.
Med stadig tættere bebyggelse, mere industri og flere biler er udledningen af urenset regnvand imidlertid blevet et problem. Der er fx konstateret store mængder sand, olie og bly i visse regnvandsudløb, og i dag bør der altid være sandfang og olieudskiller før udløb til sø, å eller hav.
Fejlkoblinger
Et problem i separatsystemet er, at der kan ske fejlkoblinger mellem regn- og spildevandssystemet. Undersøgelser har vist, at i nogen områder kan være mellem 5 og 10 % af alle ledninger tilsluttet forkert. Dette betyder fx, at der ledes regnvand til spildevandsledninger, og at der ledes spildevand til regnvandsledninger. Dette kan give overbelastning i spildevandssystemet og dermed kælderoversvømmelse, samt forurening af vandløb/sø/hav med urenset spildevand.
Bassiner
Bassiner i separatsystemer bruges til at opmagasinere regnvandet, når der er for lidt plads i regnvandsledningen. I modsætning til bassiner i fællessystemet, som ofte er overdækkede, kan bassiner i separate regnvandssystemer anlægges som søer og kanaler.
Var denne artikel nyttig?
Tak for din feedback.
Har du lyst til at uddybe dit svar kan du gøre det her nedenfor. Husk at skrive dit navn og din e-mail, hvis du gerne vil have svar fra os.
SENDSpring over