Skip to the content
Menu

Billund BioRefinery bestormet af gæster

09. november 2018
Pressemeddelelse

De seneste uger har der igen været stor travlhed hos Billund Vand & Energi. Anlægget med de spændende teknologier, som er etableret over de sidste par år på Billund BioRefinery – Fremtidens Renseanlæg – har haft over 300 besøgende.

”Vi er utroligt stolte og glade over de mange besøg. Det er en fortjent anerkendelse af det store arbejde, alle medarbejderne udfører hver dag, at vi får så mange besøg fra både ind- og udland," siger adm. direktør Ole P. Johnsen fra Billund Vand & Energi.

Over de sidste to uger har selskabet haft besøg fra Sydkorea, Norge, Kina og USA. Hertil kommer et rigtigt godt samarbejde med Billund Kommune med besøg af jobsøgende og ikke mindst af fremtidens medarbejdere igennem samarbejdet med Tech Tour Studiedagen i Billund Kommune. Tech Tour har givet mulighed for at profilere Billund Vand & Energi som en utroligt spændende arbejdsplads for studerende – og samtidig vise, at Billund Kommune ”Tør gå foran”.

Besøget fra Kina, som var arrangeret af Grundfos og organisationen State of Green bestod af 25 kinesiske borgmestre og topembedsmænd fra den kinesiske provins Tianjin. Borgmester Ib Kristensen fra Billund Kommune deltog også i besøget trods en travl kalender.

”Det er meget vigtigt i forhold til understøttelse af dansk eksport til Kina, at vi får denne flotte opbakning af Billunds borgmester,” udtaler Dorte Maach fra Grundfos.

Under hele besøget var der stor interesse og spørgelyst fra de kinesiske borgmestre. Og de kan sagtens se sig selv som ”bannerførere” hjemme i Kina for etablering af adskillige kopier af Billund BioRefinery – og helst med leverance af knowhow og teknologi fra Danmark, lyder deres reaktion. Tilgangen i Danmark – hvor vi ikke betragter spildevand og madaffald som affald, men derimod som en vigtig ressource – er også meget vigtig i Kina.

”Hvis vi kan få etableret energiproducerende renseanlæg som vores i Billund Kommune i blot én procent af verdens byer, så har vi inspireret til en utrolig stor forbedring af klimaet i verden,” udtaler borgmester Ib Kristensen, Billund Kommune.

For yderligere oplysninger og kommentarer kontakt:

Adm. direktør Ole P. Johnsen, Billund Vand & Energi A/S, mobil 22 69 24 87

Borgmester Ib Kristensen, Billund Kommune, mobil 40 54 80 90

VIL DU VIDE MERE?

Følg os på Facebook og bliv klogere på, hvordan du også er med til at gøre miljøet en stor tjeneste.