VIL DU VIDE MERE?
Følg os på Facebook og bliv klogere på, hvordan du også er med til at gøre miljøet en stor tjeneste.
20. juli 2021
Billund Vand & Energi producerer mere el og varme fra spildevand og husholdningsaffald end selskabet selv bruger.
Hver eneste dag åbner vi for vandet til at vaske kartofler, tage et styrtbad eller skylle ud i toilettet. Vi har også vænnet os til at sortere vores affald uden at skænke det så mange tanker.
Men netop de automatiske handlinger, der næsten er programmeret ind i vores ryggrad, er vigtige. I Billund Kommune er indbyggerne netop derved med til at gøre det muligt for kommunens forsyningsselskab at levere bæredygtig vand og energi.
- Uden borgernes indsats hver eneste dag ville det slet ikke være muligt, siger Jesper Primdahl, konstitueret direktør i Billund Vand & Energi.
Producere energi
Han fremhæver, at forsyningsselskabet siden 1997 har produceret el og varme af spildevand og husholdningsaffald.
- Vi producerer faktisk hvert eneste år i runde tal 8,5 KWh mere end vi har brug for. Det svarer til godt og vel til 1.900 husstandes årlige elforbrug, siger Jesper Primdahl.
Groft og kort fortalt modtager Billund Vand & Energi spildevand og madaffald, som blandes, opvarmes og blendes, før denne masse bliver sendt ind i en af de to rådnetanke. Efter halvanden måned er massen blevet til biogas, som bliver lavet om til energi.
- Resten bliver brugt som gødning, så vi genvender alt på den måde, siger Jesper Primdahl.
Opfylder verdensmål
Også vandværket i Billund er klimaneutralt, da skoven ved værket er med til at opsuge mere CO2 end vandforsyningen selv forbruger.
- Så vi er godt på vej med at opfylde regeringens mål om at gøre vores vandforsyning energi- og klima/CO2-neutral inden 2030 og vi arbejder hele tiden på at blive bedre, siger Jesper Primdahl.
I næsten sætning understreger han, at med indsatsen fra alle kommunens borgere er Billund Kommune samtidig med til at opfylde FN’s 12. verdensmål: Ansvarlig forbrug og produktion.
- Egentlig synes jeg, at vi alle har grund til at være lidt stolte af det.
Følg os på Facebook og bliv klogere på, hvordan du også er med til at gøre miljøet en stor tjeneste.