Skip to the content
Menu

Billund Vand & Energi A/S skal fremover håndtere dit affald

Fra 1. januar 2025 overtager Billund Vand & Energi A/S driften af både skraldespande og genbrugspladser i Billund Kommune. Det meste kommer dog til at køre videre, som du kender det.

Vil du ændre noget på dine skraldespande, eller tjekke hvornår du får tømt dit affald? Så skal du fremover klikke ind på hjemmeside for Billund Vand & Energi: www.Billundvand.dk/affald. Fra 1. januar 2025 overdrager Billund Kommune driften af affaldsområdet til selskabet Billund Vand og Energi A/S.

”Vi glæder os til at udvide det allerede velfungerende samarbejde med Billund Vand. I mere end 10 år har vi haft et godt og tæt samarbejde med Billund Vand på blandt andet spildevandsområdet. Derfor er det naturligt, at affald også passer godt ind i den grønne profil hos Billund Vand,” siger Simon Nicolajsen Jørgensen, formand for Teknik-, Plan og Kulturudvalget i Billund Kommune.

Tanken om at overdrage affaldshåndteringen opstod for alvor, fordi Miljøstyrelsen arbejder på at gøre det til et lovkrav, at affaldsdriften skal ud i selskaber. Det er fortsat uvist, hvornår loven træder i kraft. I Billund Kommune har man dog en så oplagt mulighed for samarbejde, at kommunalbestyrelsen og Billund Vand & Energi A/S har valgt at starte allerede næste år.

Velkendt drift med grønne ambitioner

Skraldespandene bliver fortsat tømt af selskabet Brians Renovation. På den måde kører driften videre ganske velkendt. Genbrugspladserne og de planlagte renoveringer kommer også til at køre videre, selvom det fremover hører under Billund Vand & Energi A/S.

”Vores anlæg til madaffald var et af de første i Danmark, og på den måde er affald og udnyttelse af ressourcer en del af vores DNA. Affald vedrører os alle, og vi vil sikre en god service samtidig med at vi over de kommende år skal nå en masse mål for bedre sortering og genanvendelse, så vi passer bedst muligt på vores og klodens ressourcer,” siger Kristian Tvergaard, formand for Billund Vand & Energi A/S.

Der er mange mål på affaldsområdet, og der er flere krav i de kommende år. Blandt andet er der EU-mål for, hvor mange procent af affaldet vi reelt skal genanvende. I 2023 lå genanvendelsesprocenten i Billund Kommune på 59,5 %. I 2030 er der mål om, at det skal ligge på mindst 60 %, mens det i 2035 lyder på mindst 65 %.

 

Faktaboks:

  • Billund Vand og Energi A/S er ejet af Billund Kommune.
  • I Billund Vands bestyrelse sidder i dag to medlemmer fra kommunalbestyrelsen. Det er Simon Nicolajsen Jørgensen, næstformand for Billund Vand, og Majbrit Rasmussen, bestyrelsesmedlem.
  • Billund Kommune er fortsat myndighed på området. Det betyder blandt andet, at kommunen fortsat skal fastlægge affaldsgebyrer samt beslutte de overordnede lokale retningslinjer og regler for affaldsområdet.

VIL DU VIDE MERE?

Følg os på Facebook og bliv klogere på, hvordan du også er med til at gøre miljøet en stor tjeneste.