VIL DU VIDE MERE?
Følg os på Facebook og bliv klogere på, hvordan du også er med til at gøre miljøet en stor tjeneste.
FREDAG den 27. september 2019, klokken 14-18
Grindsted og Billund får besøg af ’Danmark for målene'. Denne gang er temaet: ”Energi i by og bolig”. Det handler i særdeleshed om, hvordan du kan få gode ideer til energibesparelser i hjemmet, på farten og i byen. Både i Grindsted og Billund vil der være telte stillet op, hvor du f.eks. kan vinde præmier, hvis du kan cykle energi nok ind på 2 minutter. Du kan få forklaret, hvor stor en besparelse du får over tid, hvis du skifter dine glødepærer til LED-pærer, quizze om energien og se forskellige udregninger på dit forbrug – og ikke mindst hvor og hvordan du kan spare.
Lokalt i Billund Kommune skal vi turde stille krav til hinanden om at fremme den grønne omstilling, så vi kan nærme os de mål for bæredygtig energi, som FN har udstukket i sine 17 Verdensmål.
Men hvordan klarer vi os egentlig i kommunen? Det har vi hos GEV, Billund Varmeværk og Billund Vand & Energi undersøgt – og resultatet er opløftende! Siden 2010 har vi tilsammen produceret tre gange så meget bæredygtig energi til glæde for vores miljø, klima og alle os, der bor i Billund Kommune. Den grønne, bæredygtige energi fortrænger den ”sorte” energi, som er produceret eksempelvis fra olie, kul og gas. Således var 85% af den samlede el- og varmeproduktion i 2018 i Grindsted og Billund grøn og CO2-neutral. Som spildevands-, el- og varmekunde i Billund Kommune kan du godt være stolt over denne grønne udvikling.
Vi glæder os til at møde jer i teltene.
Lidt om os:
Billund Varmeværk
Billund varmeværk har produceret varme til Billund siden 1963 og har gennem tiden været i en stor udvikling fra olie over kul og naturgas til nu at producere på CO2 neutralt biomasse. Billund varmeværk har nu over 3.000 målere og vores forbrugere spænder sig bredt fra private boliger over turisme til store erhvervsbygninger. Den fantastiske udvikling i byen kræver stor udvidelse af produktionen hos Billund Varmeværk. Vores vision er at arbejde bæredygtigt og kun installere CO2 neutrale eller CO2 frie produktionskapaciteter fremover for dermed at sænke vores udledning af CO2 mest muligt.
Læs mere om Billund Varmeværk på www.billund-varme.dk
GEV A/S
Den første gadelampe blev tændt i Grindsted i 1912. Siden da har GEV udvidet og udviklet sig meget og leverer i dag både el, varme, vand og internet til indbyggerne i Grindsted og omegn. Derudover har GEV mange lokale og regionale samarbejdspartnere, som serviceres af GEV’s 36 medarbejdere i dagligdagen. GEV fokuserer på at være en multiforsyningsvirksomhed, der er aktiv inden for bæredygtige og miljørigtige leverancer til andelshaverne. Således arbejder GEV målrettet på at være en fossilfri virksomhed i 2030, ligesom der arbejdes proaktivt på at blive Co2-neutrale i hele virksomheden i fremtiden. I fremtiden ønsker GEV også at involvere sine andelshavere mere, sikre en dialog og på den måde mindske afstanden mellem virksomheden og andelshaverne i fremtiden.
Læs mere om GEV på www.gev.dk
Billund Vand og Energi A/S
Billund Vand og Energi producerer drikkevand i Billund By, renser spildevand i hele Billund kommune og har siden 1997 produceret bæredygtig, grøn el og varme af spildevand og madaffald. Tanken var at vende et miljøproblem til en bæredygtig ressource ved at trække energien ud af noget, som man betragtede som affald. Det er lykkedes over alt forventning. Projektet var langt foran sin tid i 1997 og har siden tiltrukket interesserede politikere og ingeniører fra hele Verden. I 2014 blev der for alvor sat skub i produktionen af den bæredygtige energi med projektet ”Billund Biorefinery” Siden projektets start har antallet af besøgende på Grindsted renseanlæg rundet 6.000 personer. Det har givet inspiration til bæredygtighed og afledt salg af danske teknologier i mere end 25 forskellige lande. Siden 2013 har Billund Vand og Energi A/S tredoblet el-produktionen og firedoblet varmeproduktionen på anlægget.
Læs mere om Billund Vand & Energi på www.billundvand.dk
Læs mere om Temadagen om Verdensmålene i Billund og Grindsted her: https://www.danmarkformaalene.dk/energi-i-by-og-bolig
Følg os på Facebook og bliv klogere på, hvordan du også er med til at gøre miljøet en stor tjeneste.