Skip to the content
Menu

Mød Chitra som brænder for miljøet

Den 19. april 2022

Indiske Chitra Raju har boet og studeret i Danmark siden 2003. I de seneste fem år har hun nørdet spildevand ved Billund Vand og Energi, hvor hendes arbejde blandt andet består i at opsøge ny viden. Interessen for miljøbeskyttelse er naturligt forbundet med den indiske kultur, der nærer en dyb respekt for alt liv.

Chitra Raju faldt over Aalborg Universitet i en sen aftentime. Hun undersøgte flere universiteter over hele verden for at finde det helt rette universitet at læse videre på. Det er næsten 20 år siden, at hun sendte sin ansøgning mod det nordlige Danmark, hvor hendes baggrund passede perfekt med det, studiet kunne tilbyde, og hvor hendes mors veninde, der arbejdede for Danida, forsikrede hendes mor om, at hun trygt kunne sende sin datter afsted. Ikke længe efter blev hun optaget. Hun er uddannet i kemiteknik fra Indien, men ville gerne arbejde med miljø og energi.

- Fordi det er vigtigt for fremtiden. Ikke kun for mennesker, men også for dyr og planter, påpeger Chitra Raju, der har været ansat ved Billund Vand i næsten fem år.

- Da jeg fandt frem til dem, ringede jeg og fortalte om min baggrund, og så blev jeg kaldt til samtale, selvom de ikke søgte medarbejdere, fortæller Chitra Raju, der bor i Esbjerg med sin danske mand og deres lille søn på to år.

Proces manager er hendes titel, og den dækker over flere forskellige opgaver. Hun overvåger blandt andet processen i rensningssystemet og biogas og sørger for, at det kører optimalt, men en del af hendes stilling handler også om hele tiden at opsøge og være opdateret om den allernyeste viden.

Nyt projekt skal spore lattergas

Det passer Chitra Raju godt, og snart går Billund Vand og Energi i gang med en ny proces. Det handler om i første omgang at måle, hvor meget lattergas der bliver produceret i anlægget, og derefter handler det om at reducere mængden af det.

- Det har været en lang proces, for hvordan skal vi måle, og over hvor lang tid, sommer eller vinter, og hvor skal sensorerne være placeret, siger Chitra Raju, der forklarer, at lattergas er en drivhusgas og 298 gange farligere end CO2.

Derfor skal den reduceres mest muligt.

- I rensningsanlægget renser vi primært for kulstof, kvælstof og fosfor. For at fjerne kvælstof skal der tilsættes ilt, og på én af disse procestrin produceres der lattergas, fortæller Chitra Raju, der godt kan lide at blive udfordret.

- Jeg kan godt lide, at tingene er lidt svære, erkender hun, der inden for overskuelig fremtid også skal se på at fjerne medicinrester.

- Det er en uendelig proces, for hvordan påvirker en ny slags medicin på markedet vand- og dyreliv? Når vi har renset vores vand, bliver det ledt direkte til Grindsted Å, siger Chitra Raju, der også har ansvaret for de unge mennesker, der vælger at komme i praktik ved Billund Vand og Energi.

- Det er min opgave at formulere et projekt til dem, som vi kan bruge i vores proces. Det skal være noget, vi kan bruge til noget, for ellers er det spild af tid for dem, påpeger hun, der også har en forventning om, at praktikanten skal være fuldt bekendt med processen i anlægget efter endt ophold.

Har studeret sin egen kultur

- Vi vil gerne have, at de fortsætter i branchen. Derfor har vi også en samtale med den enkelte før praktikperioden, så vi er sikre på, at de virkelig synes, at spildevand er interessant, siger Chitra Raju, der selv finder processerne overordentlige spændende.

- Vi er nødt til at tage stilling til spildevand. Vi slipper ikke for det, uanset hvor i verden, vi er, for alle skal spise, og ud af det kommer affald og afføring, og det skal vi beskytte miljøet for, siger Chitra Raju.

Selv er hun vokset op i Bangalore, hvor der dengang boede to millioner mennesker. Nu bor der 11,2 millioner.

- Jeg er vokset op på campus ved et af Indiens vigtigste hospitaler, Nimhans. Jeg er enebarn, og min mor arbejdede som professor ved hospitalet, der er specialiseret i alt, der vedrører hovedet, rygrad og nervesystemet. Der var mange træer og parker, men det ligger i vores kultur, at alting er forbundet, og at vi som mennesker er en del af naturen og skal passe på den, fortæller Chitra Raju, der i sin tid i Danmark har fået mange spørgsmål om indisk kultur.

Det har betydet, at hun har måttet undersøge sit eget lands traditioner og højtider, og det har hun lært meget af, fordi Indien er så mangfoldigt - der er for eksempel 22 forskellige kendte sprog og over 447 dialekter i landet.

Accept af alt i livet

Hun er blandt andet blevet udspurgt om Rangoli, en tradition, som udføres hver morgen især i Sydindien, hvor rismel drysses i forskellige mønstre udenfor husene.

- Det handler om at give til myrer, smådyr og fugle, og så er det et kunstværk, smukt og unikt, men næsten morgen er det væk, og sådan er det. Vi er en del af livets cyklus, men langt fra alt, siger hun, der er blevet overrasket over dybden og filosofien i sin egen kultur.

- Der var for eksempel sydindisk nytår i lørdags. Den dag får voksne og især børnene en blanding af alle mulige smage, bittert, surt, sødt, fordi livet er en blanding, og man bliver nødt til at acceptere det hele, fortæller Chitra Raju, der ønsker at beskytte miljøet og give sin viden videre til andre.

- For mig er det nok. Jeg vil gerne påvirke verden i en positiv retning, siger hun, der for første gang i tre år efter coronakrisen skal hjem og besøge sin familie.

- Det bliver helt fantastisk at komme hjem midt i mangosæsonen, og vi skal bare nyde det - og en ny mango hver dag, for der findes over 200 forskellige mangofrugter i landet.

Artiklen er skrevet af Line Nørgaard Rasmussen - fra jv.dk

 

 

Billund ErhvervsFremme har lavet denne portræt-video af Chitra, som arbejder med at optimere vores processer.

Chitra tog en bachelor i kemiteknik i Indien og kunne vælge mellem Canada og Danmark, da hun ville studere videre indenfor miljøteknik. Hun valgte heldigvis Danmark og senere Billund Vand & Energi, hvor vi til dagligt nyder hendes store viden om og passion for miljøet.

Tak til Billund Erhvervsfremme for filmen.

VIL DU VIDE MERE?

Følg os på Facebook og bliv klogere på, hvordan du også er med til at gøre miljøet en stor tjeneste.