Skip to the content
Menu

Strømførende jernplader skal gøre renseanlæg grønnere

31. januar 2020

Danske renseanlæg bruger i dag ofte kemisk koagulering med jernsalte, når de renser spildevand for organisk tørstof og fosfor. I et nyt projekt, skal forskere, forsyninger og en teknologileverandør undersøge potentialet i et miljøvenligt alternativ, elektrokoagulering.

Jernklorid udfordrer arbejdsmiljøet

Jernklorid bruges i dag på renseanlæggene som et af flere såkaldte koagulanter. Når jernklorid hældes i spildevandet, reagerer stoffet med organisk materiale og fosfor, der herefter falder ned på bunden og kan bortfiltreres. Jernklorid er en billig løsning, der fungerer – men der er flere ulemper ved den, fortæller projektlederen, specialist Rune Røjgaard Andreasen fra Teknologisk Institut:

- Jernklorid er stærkt ætsende med en pH-værdi på cirka 1. Det betyder, at medarbejderne på renseanlæggene udsættes for en arbejdsmiljømæssig risiko, der kan være ganske alvorlig. Derudover ser vi generelt en stor efterspørgsel efter grønne løsninger. Her ser vi elektrokolagulering som et oplagt miljøvenligt alternativ med stort potentiale, siger han

Flere fordele ved elektrokoagulering

Elektrokoagulering foregår populært sagt, ved at jernplader under påvirkning af strøm langsomt opløses i spildevandet. De opløste jernioner får faste stoffer i spildevandet til at klumpe sammen, så de bundfældes. Ud over en stofseparation, der potentielt er mere effektiv end ved brug af jernklorid, er der flere mulige gevinster ved elektrokoagulering, blandt større driftssikkerhed og lavere driftsomkostninger.

Godt for både miljø og økonomi

Billund Vand & Energi deltager i projektet, og direktør Ole Johnsen glæder sig over de gevinster, som projektet kan kaste af sig:

- Hvis vi kan minimere brugen af kemikalier ved hjælp af elektrokoagulering, får vi både et sikrere arbejdsmiljø for vores medarbejdere, og vi gør noget godt for miljøet omkring os. Samtidig støtter vi op om det verdensmål, der handler om ansvarligt forbrug og produktion. I vores tilfælde kan vi tilmed spare udgiften til polymerer, som vi ud over jernklorid bruger til afvanding af slam. De penge kan investeres i flere bæredygtige løsninger, siger Ole Johnsen.

Projektets mål

  • Opnå robust viden om, hvordan elektrokoagulering kan designes og styres, så det kan anvendes i spildevandsrensning.
  • Labbaseret ”proof of concept” samt afklaring af, hvilke renseprocesser elektrokoagulering passer bedst ind i ude hos renseanlæggene.

Projektet ELEKTROSEP er et samarbejde mellem Billund Vand & Energi, DIN Forsyning, BlueKolding, AL-2 Teknik, Aalborg Universitet og Teknologisk Institut.

Projektet er støttet af Vandsektorens Udviklings- og Demonstrationsprogram, VUDP.

 

Læs artiklen på: Teknologisk.dk