VIL DU VIDE MERE?
Følg os på Facebook og bliv klogere på, hvordan du også er med til at gøre miljøet en stor tjeneste.
28. november 2024
Spildevandsledninger holder i gennemsnit 60-70 år. Ledningernes levetid afhænger af det materiale, de er lavet af eks. beton, PVC, glasfiber, (glaseret) ler og støbejern. Herudover spiller jordbundsforholdene en rolle, da ledningerne ikke kan følge med, hvis jorden skubber sig. Så kan de, ligesom huse, få sætningsskader.
Hvis ledningerne bliver utætte, skal de udskiftes eller renoveres. Vi driver og vedligeholder ca. 500 km. ledninger i Billund Kommune. For at vurdere, hvornår ledninger skal udskiftes eller renoveres, har vi kortlagt alle kloakerede områder med en tilstandsvurdering. Tilstanden afhænger bl.a. af alder, materiale og beliggenhed. På baggrund af tilstandsvurderingen, vurderes det, hvilke ledninger, der skal renoveres nu og hvilke, der kan vente i 10, 20 eller 30 år.
Inden vi renoverer et område, foretager vi en TV-inspektion, så vi ved, om tilstanden er som forventet. Med den nye investeringsplan kan vi se, at vi investerer for lidt i renovering, hvis ikke vi skal sende regningen ind i børneværelset.
Ud over tilstandsvurderingen har vi har også nogle sladrehanke, som afslører når ledningerne er utætte, nemlig rotterne. Når vi foretager rottebekæmpelse, får vi nyttig viden om, hvor der er utætheder på ledningerne. Men bare rolig vi skal nok bekæmpe dem alligevel.
Investeringsplanen afslører, at der er områder, som trænger til renovering, dette vil have vores fokus i den kommende tid.
Følg os på Facebook og bliv klogere på, hvordan du også er med til at gøre miljøet en stor tjeneste.