Tømningsordning for septiktanke
Vi hjælper dig med at overholde miljøreglerne vedr. spildevand
Alle har pligt til at rense deres spildevand. Udenfor kloakerede områder sker det med bundfældningstanke og nedsivningsanlæg.
Hvis du bor et sted, hvor det ikke er muligt at blive tilsluttet offentlig kloak, skal du have en samletank eller en bundfældningstank (septik-, trix-, eller flerkammertank) til opsamling af dit spildevand. Tømningsordningen gælder kun bundfældningstanke. I bundfældningstanken ”spiser” bakterier de skadelige stoffer, hvorefter de døde bakterier og affaldsstoffer synker til bunden. Overfladevandet er så rent at det kan ledes gennem et nedsivningsanlæg og ud i naturen.
For at tanken ikke bliver fyldt op med bundfald, er det vigtigt at den bliver tømt regelmæssigt. Derfor skal bundfældningstanke være tilmeldt tømningsordningen.
Vi sørger for, at din bundfældningstank bliver tømt én gang om året. På den måde sikrer vi (hvis tankens størrelse passer til forbruget) at bundfaldet i tanken ikke løber med overfladevandet ud i naturen gennem nedsivningsanlægget. Det skader miljøet. Hvis en årlig tømning ikke er nok, kan man bestille en ekstra tømning.